Indskrivningen på din lokale folkeskole.

--- Læserbrev ---: 

Kære forældre - det er nu, der er indskrivningen på din lokale folkeskole.

Folkeskolen vil også gerne give dit barn de bedste forudsætninger for en god uddannelse og et godt liv. Andelen af forældre der vælger privat- og friskoler er stigende. Inden du træffer valget om ikke at bruge folkeskolen, synes jeg du skal overveje hvad du fravælger, med sådan en beslutning.

Undervisningen i Sønderborg kommunes folkeskoler er af høj kvalitet. Vidensby Sønderborg skal med sine fem huse  understøtte og inspirere den daglige læring.

Naturvidenskab, kreativitet, sprog, sundhed og medborgerskab vil være de bærende elementer i de kommende år.

Faglighed, bevægelse og trivsel er en naturlig del af hverdagen.

De fysiske rammer, faglokaler og idrætsfaciliteter er i de fleste tilfælde i top.

Folkeskolens mangfoldighed afspejler virkeligheden, og giver dit barn den bedste forudsætning for at begå sig i den virkelige verden. Ikke alt er sort eller hvidt. Nuancerne  er mange - både fagligt, socialt og hvor i verden man end måtte komme fra.

Fokus er rettet mod den enkelte elevs læring.

Jeg mener vi har nogle rigtig gode folkeskoler, og vi har et personale der yder sit bedste for at give, også dit barn, den læring der skal danne basis for videre uddannelse.

Vi har politisk fokus på at videreudvikle dagtilbud og folkeskole med et gennemgående kvalitets arbejde i løbet af 2016. Og der er noget at bygge videre på. Kvalitetsrapporten for 2015 viser at folkeskolens afgangselever karaktermæssigt ligger over landsgennemsnittet Støt op om fællesskabet og mangfoldigheden, vælg folkeskolen til.

Mvh.

Erik Lorenzen